Styrtløberne slås om Lindsey Vonns guld

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

For glamoureffekten ved vinter-OL er det et slag i ansigtet, at amerikaneren Lindsey Vonn ikke kan være med.

Men når kampen om kvindernes styrtløbsmedaljer går i gang onsdag morgen, er der formentlig en del af konkurrenterne, der er godt tilfredse med at undgå at stå overfor superstjernen, der vandt guld for fire år siden.

Lindsey Vonn styrtede voldsomt i efteråret og kom så slemt til skade, at hun måtte opereres.

Et tidligt comeback i et desperat håb om at blive klar til OL, viste kun, at Vonns fysik slet ikke kunne stå distancen, og dermed måtte en af legenes største forhåndsfavoritter melde fra.

Mens det er skidt for Vonns mange fans, er det gode nyheder for folk som Maria Höfl-Riesch, Elisabeth Görgl og Julia Manusco, der alle kan gøre sig reelle forhåbninger om at snuppe skisportens mest eftertragtede guldmedalje.

- Man er altid under pres, fordi man gerne vil gøre det godt, siger Julia Manusco, der vandt sølv i disciplinen i Vancouver for fire år siden, til nyhedsbureauet AFP.

Mandag viste hun, at formen også er fin denne gang ved at vinde styrtløbsdelen af kombinationskonkurrencen.

- At jeg gjorde det godt, betyder at jeg har mere selvtillid før styrtløbet. Jeg går helt sikkert ud og forsøger at vinde det, lyder det fra Manusco.

Maria Höfl-Riesch, en af feltets mest komplette allroundere, understregede med sit kombinationsguld, at også hun har timet formkurven rigtigt.

At hun allerede har vundet en guldmedalje ved legene kan skabe den ro og sikkerhed, at flere topresultater kan følge efter.

- Vi kan gå ind til de næste løb mere afslappet nu. Hvis et løb ikke går godt, gør det ikke så meget, fordi vi allerede har en guldmedalje, siger Maria Höfl-Rieschs træner Wolfgang Maier.

De fartglade kvinder kaster sig ud i styrtløbet onsdag morgen klokken 8 dansk tid.

/ritzau/