Suarez nedlægger Real Madrid i El Clasico

admin

|

22/03/2015

Dagens topnyheder

FC Barcelona er godt i gang med at afgøre det spanske mesterskab efter en 2-1-sejr søndag over rivalerne fra Real Madrid.

Luis Suarez blev matchvinder med en scoring efter en lille times spil i et hæsblæsende topmøde på Camp Nou.

Den vigtige Suarez-scoring betyder, at Barcelona nu har slået et hul på fire point til madrilenerne på andenpladsen efter en måned, hvor catalonierne har lavet otte point mere end arvefjenderne.

Barcelona indledte stærkt og efter små 20 minutter headede Jeremy Mathieu et præcist frispark fra Lionel Messi i mål til 1-0.

Neymar fik lidt senere chancen for at fordoble føringen, men trods en afstand på bare en meter til målstregen lykkedes det den brasilianske angriber at sparke bolden lige ind på Real Madrid-keeper Iker Casillas.

Den store Neymar-afbrænder blev et vendepunkt for gæsterne, der i næste angreb fik udlignet til 1-1.

Karim Benzema lagde bolden af med hælen til Cristiano Ronaldo, der hårdt presset af en Barcelona-forsvarer fik prikket bolden i mål. Portugiseren havde efter 10 minutter også haft et skud på overliggeren fra en spids vinkel.

Det sidste kvarter af første halvleg blev et nådesløst pres ned mod Barcelonas mål, og Gareth Bale fik - helt korrekt - annulleret en scoring for offside.

Den hurtige waliser fik en stor chance igen lidt senere, hvor han dog blev tvunget til at sparke med sit svage højreben, så bolden gik forbi mål.

Mens tingene så ud til at gå Real Madrids vej, så slog Barcelonas værter til med stor præcision.

Efter godt 55 minutter lagde højrebacken Dani Alves en høj bold frem mod Luis Suarez, der klemte sig imellem gæsternes to midterforsvarere, Pepe og Sergio Ramos, og tog kuglen perfekt med sig, inden han lagde den i mål til 2-1 med sin næste berøring.

Det var den tidligere Liverpool-topscorers ottende ligamål for Barcelona, men uden tvivl det vigtigste.

Catalonierne havde flere muligheder i den sidste halve time til at cementere sejren.

Barcelona topper Primera Division med 68 point, mens Real Madrid følger efter med 64 point.

Der resterer 10 spillerunder i den bedste spanske fodboldrække.

/ritzau/