Sundhedsordførere håber på oprydning i Sundhedsstyrelsen

Skrevet af admin

12/03/2015

Mest læste i dag

Både SF og Dansk Folkeparti har tidligere været ude med et krav om at få Sundhedsstyrelsens direktør, Else Smith, fyret.

Torsdag fik de deres vilje, da direktøren blev fritstillet, og det bliver noteret med tilfredshed hos partiernes sundhedsordførere.

- Umiddelbart tænker jeg, at der er brug for en oprydning i Sundhedsstyrelsen. Jeg er glad for, at sundhedsministeren sætter sig i spidsen for den, siger Özlem Cekic (SF), der havde mistet tilliden til Sundhedsstyrelsen under Else Smiths ledelse.

Sundhedsstyrelsen er for nylig kommet under beskydning for sin håndtering af indberetninger om en hjerneskadet psykiaters fejlagtige behandling af sine patienter.

- Vi kunne ikke være sikre på, at Sundhedsstyrelsen kunne holde øje med de læger, der tilbyder behandlinger. Denne sag er kun en ud af mange, siger Özlem Cekic.

Sundhedsstyrelsen har også udeladt væsentlige oplysninger i sin redegørelse til Folketinget.

- De har løjet for os. Selvfølgelig skal det have nogle konsekvenser, siger Dansk Folkepartis ordfører, Liselott Blixt.

Hun mener ligesom Özlem Cekic, at fyringen er et resultat af flere dårlige sager i Sundhedsstyrelsen.

- Denne gang har vi da haft en minister, der har reageret, siger DF-ordføreren.

Dansk Folkeparti mener, at det efter fyringen skal undersøges, om der foreligger et politisk ansvar.

- Først og fremmest har jeg jo bedt om en uvildig advokatundersøgelse. Vi skal have vendt hver en sten. Vi skal selvfølgelig også se på det politiske ansvar, siger hun.

- Vi har haft ministre, som har givet Sundhedsstyrelsen ret i, at de skulle tilbageholde information, som Ombudsmanden senere har tvunget dem til at frigive.

Hos SF ser man hellere, at ministeren indkalder til politiske forhandlinger, så man kan få "ryddet op" og "åbnet" Sundhedsstyrelsen.

- Der er for mange processer, der har været mørklagt. Og der skal andre faggrupper end læger ind i den styrelse, siger Özlem Cekic.

/ritzau/