Sundhedsstyrelsen har svært ved at stoppe farlige læger

Skrevet af admin

12/09/2015

Dagens topnyheder

Sundhedsstyrelsen har tilsyneladende svært ved at forhindre, at læger, som har mistet deres autorisation i et andet land på grund af sjusk eller pligtforsømmelse, rejser til Danmark og fortsætter med at arbejde.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af aktindsigt i 18 sager fra Norge og Sverige, hvor læger på grund af fejlbehandling eller patientskader har fået indskrænket deres autorisation.

Tre af lægerne har efterfølgende fået arbejde og beholdt deres danske autorisation, selv om Sundhedsstyrelsen har været orienteret.

Det skyldes ifølge Sundhedsstyrelsens chef for Embedslægeinstitutionen Øst og Tilsyn, Anette Lykke Petri, at loven ikke giver mulighed for at tage autorisationen fra en læge på baggrund af noget, der er sket i et andet land.

- Det skal være virkelig grelt, og vi skal kunne sandsynliggøre, at den pågældende vil være til skade for patientsikkerheden.

- Så hvis vi går til en dommer, vil han afvise sagen, hvis lægen ikke arbejder i Danmark, siger hun til avisen.

Sundhedsstyrelsen nøjes derfor med at kontakte de læger, der har fået indskrænket deres autorisation i udlandet og beder dem om at henvende sig, hvis de begynder at arbejde som læger igen i Danmark.

Men det er langt fra godt nok, mener Annette Wandel, der er chef for Kvalitet og Politik hos patientforeningen Danske Patienter.

- Hvis man har fået taget sin autorisation i andre nordiske lande, så skal det have konsekvenser.

- Det virker som det mest sikre, at lægerne igen skal søge om autorisationen, hvis de kommer til Danmark, siger hun til Ekstra Bladet.

I sidste uge dokumenterede TV2, hvordan en dansk psykiater fik frataget sin autorisation i Norge efter at have misbrugt sin stilling til at opnå sex med en patient.

Han flyttede til Danmark og blev ansat i Region Midtjylland, hvor han nåede at være ansat i 10 måneder, inden Sundhedsstyrelsen greb ind. Det skete først, da psykiateren blev sigtet for overgreb på en psykisk syg patient.

/ritzau/