Superliga-billetter: Silkeborg tilbage på førstepladsen

Skrevet af admin

16/05/2014

Dagens topnyheder

Silkeborg og Hobro fortsætter parløbet i 1. division, og duoen har fortsat kurs mod Superligaen.

Fredag aften spillede Silkeborg på udebane 3-3 mod nedrykningstruede Hvidovre. Med resultatet kom Silkeborg tilbage på førstepladsen, efter at Hobro for en stund havde snuppet duksepladsen tidligere fredag med en 3-0-udesejr over Fredericia.

Både Silkeborg og Hobro har 55 point, men Silkeborg har førstepladsen på grund af en bedre målscore. Silkeborgs lyder på plus 20, og det er tre mål bedre end Hobro.

Silkeborg var foran både 1-0, 2-1 og 3-2 i opgøret mod Hvidovre, men hjemmeholdet fik alle tre gange udlignet.

Med små 20 minutter tilbage scorede Silkeborgs Jeppe Illum sit andet mål i kampen, men 3-2-føringen blev udlignet et par minutter senere ved Christian Jakobsen. Hvidovre-spilleren scorede også to gange i kampen.

Det er de to bedste hold efter 33 spillerunder, som rykker op. Topduoen har spillet 28 kampe. Lyngby på tredjepladsen er noteret for 50 point efter 27 kampe.

Lyngby får søndag besøg af nedrykningstruede AB, og Lyngby er presset til at vinde for at følge med.

/ritzau/