Superliga-spillere tilhængere af mållinjeteknologi

Skrevet af admin

02/05/2016

Dagens topnyheder

De seneste år er mållinjeteknologi blevet indført i flere europæiske ligaer, heriblandt Premier League.

I Superligaen er der der dog ikke sådanne hjælpemidler til dommerne, og det skabte søndag en kontroversiel situation i opgøret mellem FC Nordsjælland og Randers FC.

Kronjyderne var sikre på, at de havde bragt sig på 2-0, men dommer Jakob Kehlet vinkede afværgende. TV-billeder indikerede, at bolden var over stregen, noget flere spillere efter kampen adresserede.

- Vi kan blive udsat for det samme jo. Hvis det var sket i den anden ende, havde vi jo nok stået og været utilfredse. Så jeg tror, jeg snakker på alles vegne, når jeg siger, at det vil være godt, siger FCN-keeper David Jensen.

- Det kunne godt være, vi skulle se at få det indført. Så er man i hvert fald sikker, og det er jo ikke noget, der påvirker spillet.

Randers-profilen Kasper Fisker er enig med sin kollega fra Farum. Finansieringen skal dog lige på plads.

- Det koster vel nogle penge. Hvis jeg skulle gå ned i løn, er jeg nok ikke fortaler, siger Fisker.

- Men det kunne da være fedt at få. Jeg tror ikke, der er nogen, der er imod det. Det er et værktøj, og jeg tror også at dommerne ville være glade for det.

Randers-træner Colin Todd er mere konservativ når det kommer til spørgsmålet om mållinjeteknologi på bagkant af søndagens opgør.

- Folk snakker om mållinjeteknologi, men i denne situation synes jeg ikke, at man havde behov for det. Det burde det menneskelige øje kunne se. Vi kunne alle se det, siger Todd.

Opgøret mellem FC Nordsjælland og Randers FC sluttede 2-2.

/ritzau/