Sure Manchester United-fans håner Moyes fra luften

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Manchester Uniteds hårdt prøvede manager, David Moyes, får et endnu et hak i stoltheden, når United lørdag tager imod Aston Villa.

Utilfredse Manchester United-tilhængere har nemlig arrangeret, at et fly med et banner med teksten "Den forkerte mand - Moyes væk" vil kredse over Old Trafford, når de to hold går på banen. Det rapporterer flere britiske medier fredag.

Teksten henviser til det enorme banner på Old Trafford, der proklamerer, at Moyes er "den udvalgte". Under Uniteds kampe bliver banneret bevogtet af kontrollører, så vrede fans ikke får mulighed for at skænde det.

Angiveligt har tilhængerne samlet godt 6500 kroner ind til lørdagens protest.

Men det er ikke alle fans, der bryder sig om påfundet.

- Jeg kan godt forstå deres følelser, men dette er ikke måden, jeg ville vise dem på, siger viceformand i United Supporters' Trust, Ian Stirling, til BBC.

David Moyes overtog i sommer roret hos de regerende engelske mestre efter legendariske Sir Alex Ferguson. Sæsonen har dog udviklet sig som lidt af et mareridt for den tidligere Everton-manager.

Med syv kampe igen ligger storklubben på en skuffende syvendeplads, og holdet har forlængst udspillet sin rolle i de engelske cupturneringer.

United er stadig med i Champions League, men her levnes holdet ikke mange chancer mod Bayern München i kvartfinalen.

/ritzau/Reuters