Kamilleteen er drukket, lyset er slukket, selv computeren er lukket ned, og soveværelset er køligt. Alt er klar til de berømte syv-otte timers nattesøvn, der skal hentes, så morgendagen fungerer optimalt. Det bliver bare ikke til noget.
Gaaaaab! For de 10-15 procent af befolkningen, der lider af søvnløshed er det nærmest uudholdeligt, når det – igen – ikke lykkes at få sovet nok, og du – igen – i morgen er plaget af træthed og mangel på koncentration og overskud. Selv om du har forsøgt sig med de gode søvnråd.
TEST DIG SELV på Oestrogen.dk : Er du ved at brænde ud?
Opskriften på den gode søvn findes ikke
Virker rådene ikke? Skal du leve med den dårlige søvn? Er der bare forskel på folk og på søvnbehov, og skal vi lade være med at tro, vi alle sammen passer ned i samme kasse … også når vi snakker søvn? Ja, siger søvnforsker ved Glostrup Hospital, Birgitte R. Kornum, til Oestrogen.dk. For opskriften på den gode søvn findes ikke. Herunder bekræfter eller afliver hun en række kendte søvnmyter.
Otte timers søvn om natten er ideelt
-Hvis man måler på store befolkninger, er gennemsnits-søvnbehovet 7,5 timer. Mindre end fem-seks timer ser ud til at være for lidt, og så snart vi sover ni-ti timer, kan man også begynde at se den negative helbredsmæssige effekt. Der er lavet masser af forsøg, og der er bare forskel på folk.
De fleste vil faktisk gerne sove mindre for at få mere ud af dagen, og så er der jo alle dem, der sover alt for lidt. Samtidig ser vi, at hvis vi tager en flok raske og sørger for, de sover otte timer om dagen hver nat, er der stadigvæk nogen for hvem, dét er for lidt.
For lidt søvn er farligt
- Farligt og farligt … du dør jo ikke af det her og nu, men der er en sammenhæng mellem sygdomsfrekvens, dødelighed – og for lidt søvn. Det ser ud til, at der er en gavnlig effekt på immunforsvaret, når man sover. For lidt søvn påvirker dit helbred, og man ved faktisk ikke hvorfor, men sådan er det.
Mænd sover bedre end kvinder - Der er flere kvinder end mænd, der lider af søvnløshed. Om det er tankemylder eller dårlige vaner, der blander sig, ved vi ikke, men der er sandsynligvis også nogle hormonelle forklaringer, der ligger til grund for det.
Er du god til at håndtere stress? TEST DIG SELV på Oestrogen.dk
Man kan ikke sove for meget
- Jo, det kan du faktisk. Fuldstændig som undersøgelser viser, at for lidt søvn er skadeligt, ser det ud til, at for meget søvn har samme negative effekt på helbredet. Men der kan muligvis være et problem i at læse statistikkerne, fordi f.eks. sygdom kan være grunden til, at du sover både for lidt og for meget. For lidt søvn gør dig ufokuseret - Det allerførste, der ryger, når du sover for lidt, er koncentrationen. Det er faktisk ret nemt at måle, hvornår du har sovet for lidt, og det er meget følsomt med koncentrationen ... dét understreger, at vi har brug for en ordentlig søvn for at kunne fungere i vores arbejdsliv og dagligdag i det hele taget.”
Timerne før midnat er de bedste
- Stoffet melatonin produceres, når du ikke længere får lys i øjnene. Så når mørket falder på, får du hjælp af melatoninen i timerne op til midnat. Melatoninen hjælper med at stabilisere søvnen, når der ikke længere er lys (heller ikke fra en computer eller en iPad!), så du kan med fordel benytte dig af den ’hjælp’, du får i de timer.
Det er lidt det samme, som når du har jetlag, Så er det, fordi dit melatonin passer til Danmark, hvor du fløj fra – og ikke til det sted, du lige er landet.
En lur spolerer nattesøvnen
- En time på øjet gør det ikke ud for din nattesøvn. Men søvn er søvn, og hvis du sover for lidt om natten, kan du med fordel putte lidt af den søvn, du mangler, ind i løbet af dagen. Udnyt, når du er træt, men pas på ikke at lægge luren alt for sent eller gøre den for lang. Men søvn er søvn, uanset hvornår på dagen, du sover.
Drop søvnrådene
- Jeg er aldrig stødt på søvnråd, der virker på alle. Man kan sige, at det er vigtigt at holde sig i gang, dyrke motion, undgå medicin og kaffe osv., men der er stadigvæk forskel på folk. Der forskes meget i det i disse år, men mit bedste råd må være ikke at forsøge at følge normen, men mærke efter, hvornår det virker for lige præcis dig. Og sov, når behovet er der. For opskriften – den findes ikke.
Birgitte R. Kornum er seniorforsker i Diagnostisk Afdeling og leder en forskergruppe i hospitalets forskerpark, Forskerpark Glostrup
Af Lonnie Kjer, oestrogen.dk/NewsDesk, Aller Media