Svar på lufthavnsangreb: Hær bomber Taliban i Pakistan

Skrevet af admin

10/06/2014

Dagens topnyheder

Mindst 15 personer er blevet dræbt, efter at den pakistanske hær tidligt tirsdag morgen iværksatte et luftangreb rettet mod et tilholdssted for Taliban i det nordvestlige Pakistan.

Det sker, efter at de islamistiske oprørere tog ansvaret for et angreb på en stor lufthavn i Karachi sent søndag. Her blev mindst 30 dræbt.

I en officiel erklæring fra militæret oplyses det, at "ni terroristgemmesteder blev ødelagt" under bombningen.

Der er dog usikkerhed om det samlede dødstal i stammeområdet.

Presset på Pakistans militær for at skride til handling over for Taliban steg, efter at mindst 10 militante angreb lufthavnen i Karachi sent søndag og kæmpede mod sikkerhedsstyrker i timevis.

Spørgsmålet er, hvordan gerningsmændene kunne trænge igennem sikkerheden i den travle lufthavn i Pakistans økonomiske knudepunkt.

Tirsdagens luftangreb er det seneste i en række lignende missioner, hvor militæret har forsøgt at nedkæmpe Taliban.

I slutningen af maj dræbte militæret mindst 75 personer ved angreb i området Waziristan. Det fik omkring 58.000 personer til at flygte fra området i frygt for en ny offensiv fra hæren.

/ritzau/AFP