Svarer igen på banen: Benzema lyner for Real Madrid

admin

9 år siden

|

05/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den franske Real Madrid-angriber Karim Benzema gjorde lørdag positivt opmærksom på sig på fodboldbanen.

Benzema scorede to gange, da Real Madrid slog Getafe med 4-1 i den bedste spanske fodboldrække.

Med sejren rejste madrilenerne sig fra midtugens fadæse mod Cadiz, hvor storklubben benyttede sig af en karantæneramt spiller og efterfølgende blev smidt ud af pokalturneringen Copa del Rey.

For Karim Benzema var der også grund til smil efter en periode, hvor han primært har gjort sig bemærket i sag om mulig pengeafpresning af landsholdskollegaen Mathieu Valbuena.

En ven til angriberen har angiveligt ønsket at tjene penge på en sexvideo af Valbuena og dennes kæreste, og Real Madrid-spilleren er i den sammenhæng blevet beskyldt for at agere mellemmand.

Benzema har kaldt sagen, der kan koste ham flere års fængsel, for en stor misforståelse.

Mens sagen ruller i Frankrig, så skal angriberen forsøge at fokusere på fodboldspillet i Real Madrid, og det gik meget godt lørdag mod Getafe.

Den kontroversielle angriber lynede foran mål efter fire minutter og igen efter et kvarter.

Først prikkede Benzema en tværpasning fra Pepe i mål, mens han lidt senere arbejdede lidt mere for det. Bolden blev headet hen til franskmanden, der trak på tværs af feltet og lagde bolden ind ved stolpen til 2-0.

Gareth Bale og Cristiano Ronaldo kom også på måltavlen mod Getafe, før gæsterne fik et trøstmål i anden halvleg.

Real Madrid indtager andenpladsen i Primera Division tre point efter førerholdet fra FC Barcelona. Madrilenerne har spillet en kamp mere end de øvrige tophold i Spanien.

/ritzau/