Sveller udskiftes i lyntempo

Skrevet af John Meyer

07/12/2012

Dagens topnyheder

Der er siden mandag blevet arbejdet i døgndrift med at få udskiftet de 11.000 sveller, der blev ødelagt, da et godstog blev delvist afsporet. Arbejdet afsluttes i weekenden, og så fortsætter Banedanmark i samarbejde med entreprenøren, Balfour Beatty, med at foretage de øvrige udbedringer af sporet, så det igen kan blive klar til togdrift.

Det gælder blandt andet færdiggørelse og udskiftning af sporskiftet i Farris, en justering af den 7 kilometer lange jernbanestrækning, samt justering af kørestrømmen og det sikringstekniske anlæg. Hele ombygningen af den knap syv kilometer lange jernbanestrækning forventes fortsat at være færdig, så sporet er klar til passager- og godstrafik onsdag den 19. december.

Arbejde i døgndrift
- Der er blevet arbejdet i døgndrift siden i mandags, og nu er vi nået dertil, hvor alle svellerne er blevet udskiftet. Nu går vi så i gang med at justere sporet, udskifte sporskiftet ved Farris og foretage de øvrige udbedringer af skaderne efter afsporingen. Der er rigtig god fremdrift i arbejdet, men vejret er stadig en udfordring. Det har været meget koldt, og fortsætter det med hård frost, kan det skabe problemer - eksempelvis når der skal svejses, eller når sporet skal justeres. Men vi forventer stadig, at sporet står klar til morgentrafikken den 19. december, så der igen kan køre gods på banen, og så juletrafikken ikke bliver påvirket, siger sporchef Steen Kristensen, Banedanmark.