Svensk indsatsleder: Det som krænkede vores vand er væk

Skrevet af admin

24/10/2014

Dagens topnyheder

Efter syv dages jagt på det, som svenske medier har spekuleret i, var en russisk ubåd, har det svenske forsvar fredag indstillet eftersøgningen i Stockholms skærgård.

Kontreadmiral og stedfortrædende indsatschef Anders Grenstad siger på et pressemøde i Stockholm, at den "fremmede undervandsvirksomhed" ikke længere er i Stockholms skærgård.

Han siger dog, at der har været mindst et fremmed objekt i skærgården i løbet af de seneste syv dage.

- Den eller de, som krænkede vores farvand, er væk. Vi mener ikke længere, at det vil give os flere oplysninger at blive derude. Vi har tilstrækkelig med information, siger Anders Grenstad.

- Vi udelukker, at der er tale om en konventionel ubåd, men det kan have været et mindre fartøj eller noget andet. Hvis der er tale om et undervandsfartøj, er der tale om et mindre fartøj, siger han.

Det svenske forsvar oplyste fredag morgen, at man indstiller eftersøgnings-operationen i den stockholmske skærgård.

Operationen menes at have kostet omkring 20 millioner svenske kroner. Anders Grenstad vurderer, at det ligger inden for budgetrammerne.

- Det har været det værd, eftersom vi med alle til rådighed stående midler skal forhindre, at denne form for aktivitet foregår i vores farvande, siger Anders Grenstad.

Forsvarets efterretningseksperter vil nu bruge tid på at analysere alle informationer, der er blevet indhentet i løbet af den syv dage lange eftersøgning i den stockholmske skærgård.

/ritzau/TT