Svensk mand bag knivangreb er dræbt af politiskud

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

En knivbevæbnet mand, der tirsdag aften blev skudt af svensk politi, er død.

Det oplyser politiet i Västra Götaland.

Politiet valgte at affyre skud mod manden, da han var i gang med at stikke en kvinde ned med en kniv.

- Ja, han er død på hospitalet, siger vagtchef Henrik Sterner til TT.

Manden angreb en kvinde med en kniv under et slagsmål i en landsby i det svenske len Västra Götaland omkring 100 kilometer øst for Göteborg.

En politipatrulje rykkede ud på en anmeldelse lidt efter klokken 19 om, at en mand og en kvinde var i slagsmål.

- Da patruljen ankom til stedet, så de igennem et vindue til en bolig, at manden angreb kvinden med en kniv.

- Patruljen gik ind og forsøgte at afværge handlingen med blandt andet stave, sagde Joakim Hansson, som er fungerende operationsleder i Västra Götaland, tirsdag aften.

Situationen kunne ikke afværges, og politiet så sig nødsaget til at skyde med skarpt mod manden, fortalte operationslederen.

Manden havde angiveligt stukket kvinden flere gange, blandt andet i hovedet og i ryggen, før han blev ramt af skud i maveregionen.

Han døde omkring klokken 23.

Kvindens tilstand er kritisk, men hun er ikke i livsfare, oplyser politiet. Hun er blevet opereret på hospitalet natten igennem for sine kvæstelser.

/ritzau/TT