Svensk mand frikendt for ebola-mistanke

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

En mand, som er blevet undersøgt for den dødelige sygdom ebola i Stockholm, er ikke smittet af sygdommen ifølge prøvesvarene. Det bekræfter Landstinget.

Manden har været holdt isoleret, fordi man frygtede, at han var smittet efter at have besøgt områder, hvor ebola er i omløb, og efterfølgende har været utilpas.

Der er tale om en mand, der blev indlagt med feber. Han har for nylig besøgt et af risikolandene og har været indlagt på Karolinska-sygehuset.

- Testen var negativ, så vi kan slippe mistanken. Det var forventet, men også rart, at det ikke var ebola. Ikke mindst for det personale som havde kontakt til denne patient uden det korrekte sikkerhedsudstyr, siger Åke Örtqvist, der er læge i Stockholm.

Han tilføjer, at han ikke ved, hvordan patienten har det, men at undersøgelsen gik som planlagt. Det vides endnu ikke, hvad manden fejlede.

Ebola blev konstateret i marts i Vestafrika og har nu bredt sig til flere lande. I første omgang var det i Guinea, Sierra Leone og Liberia, men senest er den også fundet i Nigeria og Senegal.

Der findes foreløbig ingen medicin, der kan kurere ebolasmitten.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger, at flere end 1500 mennesker er døde af ebola, siden udbruddet blev opdaget.

/ritzau/TT