Da en gerningsmand torsdag formiddag angreb en skole i det vestlige Sverige med et sværd, skrev han et sort kapitel i den svenske historie. Det udtaler den svenske statsminister, Stefan Löfven, på den svenske regerings hjemmeside.
- Det er en sort dag for Sverige. Jeg tænker på ofrene og deres familier, elever og personale samt hele det berørte samfund.
Voldsepisoden har torsdag eftermiddag resulteret i en død elev, en død gerningsmand og en død lærer.
Gerningsmanden var en 21-årig mand fra lokalsamfundet. Først blev han meldt dræbt torsdag formiddag, men den melding blev siden trukket tilbage, indtil han afgik ved døden torsdag eftermiddag.
Stefan Löfven lover støtte til de berørte af episoden.
- Vi føler med jer, og vi skal sørge for, at I får alt den hjælp, I behøver, siger han om de berørte i Trollhättan.
Stefan Löfven rejser i eftermiddag til Trollhättan for at vise sin støtte til de pårørende efter dagens fatale skoleangreb.
Også den svenske konge, Carl Gustaf, udtrykker torsdag sin dybeste medfølelse for ofrene for skoledrabene.
- Sverige er i chok. Det er med stor sorg, at jeg og min familie modtog beskeden om hændelserne i Trollhättan. Vore tanker går til de dræbte og efterladte, til de ofre, som nu har brug for alt støtte, skriver den svenske konge, Carl Gustaf, i en pressemeddelelse.
/ritzau/