Svensk teltlejr til flygtninge er klar i næste uge

Skrevet af admin

16/10/2015

Dagens topnyheder

Sverige har modtaget mange asylansøgere og flygtninge i den seneste tid uden egentlig at have haft den fornødne kapacitet til at modtage de mange mennesker. Nu står det klart, at en teltlejr med plads til 375 personer vil blive etableret i Revinge i Skåne.

Teltene vil tidligst kunne tages i brug på næste lørdag.

Mængder af mennesker, der søger asyl i Sverige, og behovet for at kunne huse dem er meget stort. Det er derfor besluttet at en midlertidig teltlejr skal rejses i Revinge, oplyser den svenske myndighed for samfundsværn og beredskab, MSB.

- Vi vil begynde med at bygge lejren i begyndelse af næste uge, siger enhedschef ved MSB Ann-Charlotte Zackrisson til nyhedsbureauet TT.

I lejren skal der være plads til 75 elopvarmede telte, og når de er fyldt, giver de husly til 375 personer. Asylansøgere kommer til at bo der i tre til syv dage, mens de venter på at få plads i et af Migrationsverkets andre boliger.

Det ventes at tage to til tre dage at rejse teltene. Derefter gælder det om at få det øvrige udstyr installeret i teltene.

Teltboligerne vil tidligst kunne tages i brug lørdag den 24. oktober, men lige nu er det ikke muligt for de svenske myndigheder at oplyse, hvornår de første asylansøgere kan rykke ind.

- Det er afhængigt af behovet. Hele lejren vil ikke være parat før næste lørdag, men så skulle det også være muligt at sørge for boliger til en del personer, siger Ann-Charlotte Zackrisson.

Teltlejren kommer til at ligge i forbindelse med MSB's uddannelses- og øvelsescenter i Revinge, hvor der undervises bredt i ulykkeshåndtering og kriseberedskab.

MSB i Revinge står med en unik kompetence og ekspertise inden for samfundsværn og beredskab. Uddannelsesvirksomheden er primært rettet mod offentlige myndigheder i Sverige, men der gennemføres også kurser i samarbejde med aktører som EU og FN.

/ritzau/TT