Svensker død i paragliding-ulykke i Spanien

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

En svensk mand i 60'erne har mistet livet i en paragliding-ulykke i Spanien.

Ifølge lokale medier fløj manden ind i en lygtepæl under landingen og døde af sine kvæstelser, skriver den svenske avis Aftonbladet.

Ulykken fandt sted fredag eftermiddag i byen Teba, der ligger omkring 70 kilometer nordvest for Malaga. Udenrigsministeriet i Sverige bekræfter dødsfaldet over for Aftonbladet.

Manden mistede tilsyneladende kontrollen over sin faldskærm, hvorefter han fløj ind i en lygtepæl og slog hovedet, lyder det.

Beboere i nærheden slog alarm, og en ambulance blev sendt til stedet. Men paramedicinerne kunne ved ankomsten konstatere, at manden var omkommet, skriver Aftonbladet.

/ritzau/