Svømmeren Jeanette Ottesen blev nummer otte ud af otte i finalen i 100 meter butterfly ved OL, mens svenskeren Sarah Sjöström vandt guld og satte verdensrekord.
Jeanette Ottesen havde sneget sig i finalen på et af de yderste mandater, da hun i semifinalen blot formåede at svømme i syvendebedste tid af de otte svømmere, der gik i finalen.
Halvvejs lå danskeren ellers til sølvmedalje lige efter den svenske favorit, men danskeren gik helt ned på de sidste 50 meter i disciplinen, som ellers er hendes stærkeste.
Danskerens sluttid blev 57,17 sekunder, mens Sjöström sejrede i verdensrekordtiden 55,48 sekunder.
28-årige Ottesen har flere VM-medaljer på både kort- og langbane, men en OL-medalje er det endnu ikke blevet til.
OL i Rio er hendes fjerde olympiske lege.
/ritzau/