Sverige sender danske tennisherrer ned på tredje klasse

Skrevet af admin

01/11/2015

Mest læste i dag

Sverige sidder fortsat på den nordiske tennistrone efter en sejr over Danmark i Davis Cup.

Svenskerne vandt weekendens dyst i Slagelse med 3-2, efter at det 17-årige svenske stortalent Mikael Ymer søndag i den femte og afgørende kamp slog den et år ældre Christian Sigsgaard med 6-4, 6-0, 3-6, 5-7 og 6-2.

Nederlaget betyder, at det danske Davis Cup-hold rykker ned i tennissportens tredje division - Europa/Afrika gruppe 2.

Allerede fredag bragte Sverige sig foran med 2-0 i nabodysten, men en dansk sejr i lørdagens double samt en sejr til Frederik Løchte Nielsen over Markus Eriksson skabte forhåbninger om et comeback.

Oprindeligt var det Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsens plan, at Andreas Bjerrehus skulle have spillet den afgørende kamp.

I stedet kom Christian Sigsgaard i aktion for Danmark, og efter at danskeren havde tabt de to første sæt, så bragte han spænding ind i dysten ved at vinde tredje sæt.

Den unge Gentofte-spiller fik tilskuerne til at spærre øjnene op en ekstra gang, da han brød Mikael Ymers serv i fjerde sæt og tog en føring på 2-1.

Svenskeren fik dog brudt tilbage med det samme og kom senere i front med 5-3, men endnu en gang rejste Sigsgaard sig, og minsandten om ikke, at den unge dansker vandt fjerde sæt.

I femte og afgørende sæt gik Christian Sigsgaard i stå, og så kunne Ymer forholdsvis nemt sikre Sverige sejren.

/ritzau/