Sveriges ambassadør får tørt på i Israel

Skrevet af admin

06/10/2014

Mest læste i dag

Israels udenrigsministerium har mandag indkaldt Sveriges ambassadør for at protestere mod den svenske regerings erklærede hensigt om at anerkende en palæstinensisk stat.

Ambassadør Carl Magnus Nesser var indkaldt af ministeriets vicegeneraldirektør for Europa, Aviv Shir-On, som protesterede og udtrykte Israels skuffelse, efter at Sveriges nyvalgte statsminister, Stefan Löfven, har meddelt, at han agter at anerkende en palæstinensisk stat, oplyser ministeriet.

Shir-On advarer mod, at et sådant skridt ikke vil bidrage positivt til forholdet mellem Israel og palæstinenserne, men derimod forværre det.

- Den svenske statsministers udtalelser begrænser mulighederne for at opnå en aftale, fordi det skaber en følelse blandt palæstinenserne af, at de ensidigt vil være i stand til at nå deres mål og ikke gennem forhandlinger med Israel, tilføjer han.

Israel har gennem lang tid insisteret på, at palæstinenserne kun kan opnå deres lovede stat gennem direkte forhandlinger, og ikke gennem andre diplomatiske kanaler.

Han siger, at den nyvalgte socialdemokratiske svenske statsministers beslutning om at fokusere på det palæstinensiske spørgsmål er besynderligt med tanke på den uro, de krigshandlinger og de daglige gruopvækkende handlinger, som finder sted i regionen.

Sveriges ambassade i Israel har ikke kommenteret mødet, som finder sted tre dage efter Löfvens meddelelse under sin tiltrædelsestale i Riksdagen.

I løbet af weekenden har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og udenrigsminister Avigdor Lieberman også fordømt Löfvens udtalelser, hvori han sagde, at anerkendelse vil være et skridt mod en løsning på den årtier lange israelsk-palæstinensiske konflikt.

- En to-stats-løsning kræver gensidig anerkendelse og en vilje til fredelig sameksistens. Derfor agter Sverige at anerkende staten Palæstina, sagde Löfven fredag uden at komme nærmere ind på, hvornår det vil ske.

Sverige stemte i 2012 for at give palæstinenserne observatørstatsstatus i FN, hvilket de fik på trods af modstand fra USA, Israel og flere andre lande.

/ritzau/AFP