Sveriges topfeminist danser på scenen med Pharrell

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Den svenske feminist Gudrun Schyman så ud til at føle sig godt hjemme i rampelyset lørdag aften.

Mens publikum hujede, blev lederen af ligestillingspartiet Feministiskt initiativ inviteret op på scenen af sanger og producer Pharrell Williams, der fredag spillede koncert i København og lørdag i Ericsson Globe i Stockholm. Søndag går svenskerne til valg.

- Hvis I sætter pris på kvinder, så lad mig høre jer lave noget larm, sagde Pharrell, da han præsenterede feministernes frontkvinde, før han begyndte at synge et af sine største hits "Happy".

Tidligere er den amerikanske producer ellers blevet kritiseret for at synge "I'll give you something big enough to tear your ass in two", som indgår i sangen "Blurred Lines" med sanger Robin Thicke.

Alt det syntes dog glemt, da Gudrun Schyman lørdag aften før valgdagen indtog scenen, hvor hun blev præsenteret.

- Jeg vil gerne dedikere denne sang til dig som menneske og se dig repræsentere det håb om feminisme, du bringer til verden, sagde Pharrell.

Under sangen stod Gudrun Schyman og dansede og svajede armene fra side til side, som kun en politiker kan, mens andre kvinder også blev inviteret op på scenen.

- Det var den største fest hidtil, sagde hun efter oplevelsen.

Initiativet kom ifølge Schyman fra Pharrell selv.

- Han ringede op og var ganske velinformeret, ville mødes og støtte os i valget, siger hun.

Søndag går svenskerne til valg, hvor stemmer blandt partierne i Riksdagen fordeles.

I øjeblikket ser ligestillingspartiet Feministiskt initiativ dog ikke ud til at komme over spærregrænsen, der i Sverige er på fire procent.

Helt så dystert ser Schyman dog ikke på det.

- Jeg tror, at vi kommer op over fire procent. Og det er et resultat af det enorme arbejde, som mange mennesker har gjort i lang tid. Det er ikke afgørende med sådan en sag her, sagde hun.

/ritzau/TT