Sveriges våbeneksport buldrer fremad

admin

|

16/03/2015

Dagens topnyheder

Sveriges salg af våben til udlandet har været i fokus den seneste uge, efter at regeringen i Stockholm besluttede ikke at forlænge en aftale med Saudi-Arabien om våbenleverancer.

Og nye tal viser, at Sverige er en af verdens betydende våbeneksportører, når landets størrelse tages i betragtning, skriver svt.se.

De seneste fem år er det lykkedes de svenske våbenfabrikanter at øge salget til udlandet med 23 procent i forhold til de foregående fem år. I den internationale eksportliga for våben ligger Sverige på en 11. plads.

Opgørelsen, der er lavet af fredsforskningsinstituttet Sipri, viser også, at Saudi-Arabien er nummer syv på listen over Sveriges største våbenmarkeder

- Kongedømmet har mange penge, står over for et alvorligt trusselsbillede og investerer meget i sin militære kapacitet, siger Pieter Wezeman, forsker ved Sipri, til svt.se.

På verdensplan har kun Indien en større import af krigsmateriel end Saudi-Arabien.

- Det er et land (Saudi-Arabien, red.), som længe har rivaliseret med Iran, men som også vil beskytte sig mod et nyt arabisk forår, siger Pieter Wezeman.

Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, meddelte i sidste uge, at den svenske regering har besluttet ikke at forlænge en aftale om salg af våben til Saudi-Arabien. Aftalen stammer fra 2005 og blev første gang forlænget i 2010.

Beslutningen har fået stor opmærksomhed i internationale medier, men for Saudi-Arabien har den kun ringe betydning, mener Pieter Wezeman fra Sipri.

- Selv om Sverige ikke sælger våben eller militær udrustning, så er der masser af andre lande, som er indstillet på levere det, som Saudi-Arabien bestiller, siger han.

Saudi-Arabien investerer løbende i alt fra højteknologiske overvågningssystemer til avancerede krigsfly.

/ritzau/