Svimmel Wozniacki leverer stærkt comeback i Dubai

Skrevet af admin

17/02/2015

Dagens topnyheder

Caroline Wozniacki slog sig tirsdag videre til tredje runde ved WTA-turneringen Dubai Duty Free Championships efter et fornemt comeback mod Samantha Stosur.

Den 24-årige dansker vandt 4-6, 6-1 og 7-5 efter en start med store vanskeligheder.

Wozniacki måtte i flere minutter tilses af en læge efter første sæt, hvor hun klagede over svimmelhed og ømhed. Derudover havde den tredjeseedede dansker problemer med knæet, der blev bundet ind.

Selv om alt på det tidspunkt pegede i den gale retning for Wozniacki, så fik hun højst overraskende kæmpet sig tilbage, da spillerne tog hul på andet sæt.

Samantha Stosur begyndte at lave fejl på fejl, og Caroline Wozniacki bragte sig hurtigt foran med 5-0, inden danskeren lukkede andet sæt.

Australske Stosur, der har vundet fire af nu ni kampe mod Wozniacki, fortsatte nedturen i tredje sæt, hvor Wozniacki lagde ud med et servegennembrud.

Selv om Wozniacki virkede mat og hårdt ramt på fysikken, så bragte hun sig foran 5-2.

Det var tæt i stort set hvert eneste parti, men Wozniacki udnyttede australierens større fejlprocent til at trække fra.

Det var alligevel tæt på at gå galt, da Stosur fik udlignet til 5-5 efter en byge af danske servefejl, inden Wozniacki fik kæmpet sejren hjem.

Den tidligere danske verdensetter var senest i aktion ved årets første grand slam-turnering Australian Open, som Wozniacki måtte forlade allerede i anden runde efter et nederlag til Victoria Azarenka. Danskeren var oversidder i første runde i Dubai.

I tredje runde venter franske Alizé Cornet, der tirsdag slog Cagla Buyukakcay fra Tyrkiet.

/ritzau/