To svindlere leverede ansatte til store projekter

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

En direktør og hans daglige leder er mandag blevet dømt for omfattende kædesvig, da de leverede arbejdskraft til store, velrenommerede entreprenørselskaber.

Østre Landsret har fundet Lars Warming Andersen og Kent Tjørnelund Madsen skyldige i at have undladt at indeholde kildeskat og undladt at betale moms og arbejdsmarkedsbidrag for mere end 30 millioner kroner.

De to mænd, der er fra Helsingør, er hver blevet idømt ubetinget fængsel i tre år og seks måneder, og samtidig er de blevet idømt tillægsbøder på 35,6 millioner kroner.

Desuden skal mændene erstatte det offentlige med 31,7 millioner kroner.

Dommen er en stadfæstelse af den afgørelse, som Retten i Glostrup nåede frem til i april sidste år.

Gennem to firmaer - Back Up Cph og Back Up Vest - leverede de ansatte til blandt andet nedrivning på flere store byggepladser.

Men kildeskat, moms og arbejdsmarkedsbidrag så de altså stort på.

Lovovertrædelserne er sket i 2011 og i 2012.

I øvrigt fungerede to andre mænd som stråmænd i nogle få måneder.

Disse to mænd er blevet straffet med henholdsvis halvandet og et års fængsel, oplyser Statsadvokaten i København.

- Dommen viser, at også stråmænd straffes hårdt, selv om de kun har haft en relativt begrænset rolle, siger anklageren i sagen, Eva Louise Paduan.

I øvrigt har 47-årige Lars Warming Andersen et andet stort mellemværende med retssystemet.

I en anden sag om professionel kædesvig blev han i november sidste år af Københavns Byret idømt fængsel i tre år og en tillægsbøde på 47 millioner kroner.

Også dén sag drejer sig om udlejning af arbejdskraft til større entreprenørfirmaer.

Og også disse aktiviteter skal vurderes af dommerne i landsretten. I august indleder man ankesagen.

/ritzau/