Svinestreg mod Nicolai Boilesen i ny Ajax-nedtur i CL

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Ajax Amsterdam og måske især anfører Nicolai Boilesen havde en forfærdelig tirsdag aften i Champions League.

Den danske venstreback måtte allerede efter 10 minutter lade sig udskifte efter en svinsk tackling i 1-3-nederlaget ude mod Paris Saint-Germain.

Det så ganske alvorligt ud for Boilesen, da han blev stemplet på skinnebenet af sin tidligere holdkammerat Gregory van Der Wiel. Landsholdsspillerens støvle blev siddende i græsset, da PSG-spilleren helt hensynsløst kastede sig ind i ham.

Det stod hurtigt klart, at den stærke venstreback måtte ud.

Ajax, der også havde Lucas Andersen og Lasse Schöne med fra start, havde ellers fået en fin indledning på den svære udekamp mod Zlatan Ibrahimovic og de øvrige PSG-stjerner.

Alligevel tog de franske værter føringen efter godt en halv time, da Ajax' forsvar blev udspillet af en perlerække af førstegangsafleveringer. Lavezzi lagde til sidst bolden videre til Edinson Cavani, der kunne score til 1-0 i et tomt mål, da Jasper Cillessen var kommet skidt ud af sit mål.

Selv om Ajax fik udlignet til 1-1 midtvejs i anden halvleg ved Davy Klaassen, så sørgede Zlatan Ibrahimovic og senere Edinson Cavani for, at de franske værter vandt 3-1.

PSG og FC Barcelona havde allerede før femte spillerunde i gruppe F sikret sig de to pladser til forårets 1/8-finaler.

Ajax Amsterdam har gode chancer for at nappe gruppens tredjeplads og dermed sikre sig adgang til Europa League. Hollænderne har to point, inden man næste gang på hjemmebane møder gruppens bundprop Apoel FC, der har et enkelt point.

/ritzau/