Svømme-EM: Færing overstråler Mads Glæsner i finale

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

Det blev en skuffende finale for Mads Glæsner i 1500 meter fri ved kortbane-EM i Herning. Danskeren endte på en sidsteplads og var langt efter de bedste.

Derimod gik det væsentligt bedre for færingen Pal Joensen, som vandt sølv i tiden 14.35,99 minutter. På vejen måtte Pal Joensen endda smide badehætten, som generede ham voldsomt.

For Glæsner var finalen en kæmpe skuffelse. Glæsners personlige rekord på 1500 meter fri lyder på 14.26,74 minutter, men i lørdagens finale lød tiden på 14.53,05 minutter.

- Jeg havde ikke et godt løb. Der er nogle ting, jeg må kigge på efter stævnet. Jeg havde et godt DM, men jeg har ikke rigtig ramt stævnet ved EM, siger en skuffet Mads Glæsner.

Danskeren kom ellers godt i gang på den lange distance og førte efter de første par vendinger.

Og efter 450 meter lå Glæsner helt lige med Pal Joensen, som kort efter trak fra de øvrige rivaler.

- Jeg havde svært ved at ligge og presse i det tempo, jeg gerne ville, og de sidste 500 meter var jeg så langt efter, at der ikke var så meget at gøre, siger Mads Glæsner om sin egen præstation.

Pal Joensen, som ved OL stiller op for Danmark, lagde sig i spidsen af feltet efter 800 meter, inden han måtte se sig overhalet af Gergely Gyurta fra Ungarn, der vandt guld.

Ved sidste års kortbane-VM vandt Mads Glæsner guld. Men medaljen blev senere taget fra danskeren på grund af en dopingsag.

Søndag svømmer Glæsner 200 meter fri, og han ser frem til disciplinen, som dog ikke hører til blandt hans favoritdistancer.

Lige efter Glæsners skuffelse lykkedes det for Mie Ø. Nielsen at svømme sig i endnu en finale, denne gang i disciplinen 50 meter ryg.

Mie Ø. Nielsen gik videre til semifinalen med bedste tid af alle, men blev dog overgået af et par af konkurrenterne i kampen om finalepladserne.

Selv om publikum gjorde, hvad de kunne for at piske hende frem, var hun tre hundreddele fra sin nye danske rekord.

Guldvinderen fra 100 meter-distancen blev dog nummer tre sammenlagt og gik dermed stensikkert videre til finalen, der svømmes senere i aften.

/ritzau/