Svømmer angrebet af haj: Gik på pub med blodigt ben

Skrevet af admin

28/01/2014

Mest læste i dag

En newzealænder slap i weekenden levende fra et blodigt hajangreb, da han var ude at fiske med spyd sammen med nogle venner.

24-årige James Grant svømmede nær Colac Bay i det sydlige New Zealand, da han pludselig mærkede en haj, der satte tænderne i hans ben.

- Jeg tænkte pokkers, nu var jeg nødt til at forsøge at få den af mit ben, siger han til Radio New Zealand.

Grant forsvarede sig med en kniv, og han nåede ikke at se, hvilken haj der var tale om. Men sårene indikerer, at det var en haj med et 20 centimeter bredt gab.

- Jeg bekæmpede bare hajen. Hajen fik et par knivstik. Men kniven var ikke lang nok, siger han til Fairfax Media.

Da hajen var forsvundet, svømmede den sårede mand ind til bredden. I bilen havde han en førstehjælpskasse, og han syede sig selv med et par sting.

Sammen med sine venner tog han på et værtshus i nærheden, hvor han fik en øl og en bandage til at stoppe de blødende sår.

- Det havde været fantastisk, hvis jeg havde slået den ihjel, fordi der var en fiskerikonkurrence på Colac Bay Tavern (den lokale pub, red.), siger James Grant.

/ritzau/AFP