Sydbank giver Tønder Bank-investorer pengene tilbage for kapitalbeviser

Ann Katrine Warren

|

08/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er godt nyt for de mange investorer, som føler sig taget ved næsen af Tønder Bank, da de så sent som i september blev opfordret til at købe kapitalbeviser i banken.

Sydbank, som har overtaget resterne af Tønder Bank, vurderer nemlig, at kunderne ikke har haft tilstrækkeligt med oplysninger om Tønder Bank. Derfor stiller Sydbank nu investorerne i udsigt, at de får pengene for de købte kapitalbeviser tilbage.

- De mange investorer er blevet bragt i en ubehagelig økonomisk situation, og det har skabt bekymring hos mange i lokalområdet. Derfor har det været vigtigt for os hurtigt at undersøge, hvordan forløbet har været, og jeg er glad for, at vi allerede nu kan meddele investorerne, at vi godtgør deres køb af kapitalbeviser, udtaler administrerende direktør i Sydbank, Karen Frøsig.

Investorerne, mange af dem lokale kunder, købte kapitalbeviser for 30 millioner kroner i Tønder Bank i september i år.  

Ads by MGDK