Sydsudan: Forhandlinger om våbenhvile er indledt

admin

10 år siden

|

04/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forhandlinger om våbenhvile og fred er officielt indledt mellem Sydsudans regering og oppositionen, siger udenrigsministeren i nabolandet Etiopien, hvor forhandlere for de stridende parter er samlet.

- Sydsudan fortjener fred og udvikling, ikke krig, siger den etiopiske udenrigsminister, Tedros Adhanom.

- I må ikke tillade denne meningsløse krig at fortsætte. I bliver nødt til at stoppe den, og I skal stoppe den i dag - I kan gøre det.

Ordene faldt i forbindelse med en åbningsceremoni for forhandlingerne, som imidlertid først går i gang for fuld styrke søndag klokken 12.

Samtidig med lørdagens ceremonielle åbning af fredsprocessen udbrød ildkampe lørdag aften i Sydsudans hovedstad, Juba.

Det forlød ellers tidligere lørdag fra den etiopiske hovedstad, Addis Abeba, hvor lederne for de to forhandlingsdelegationer er samlet på et luksushotel, at samtalerne om en våbenhvile var udsat.

De har opholdt sig tre dage på hotellet.

Flere tusinde mennesker frygtes at være dræbt under kampene, der brød ud 15. december.

Kampene står mellem præsident Salva Kiirs regeringshær og en løs alliance af etniske militser, der er loyale over for den afsatte vicepræsident, Riek Machar.

I Sydsudan har hæren lørdag forsøgt at generobre oliebyen Bor fra oprørerne.

Ifølge rapporterne om kampene i udkanten af den støvede, men strategisk vigtige by bliver der brugt kampvogne og artilleri.

Den amerikanske ambassade i Juba trak fredag en del af sit personale ud af landet på grund af konflikten.

/ritzau/AFP