Sydsudans præsident, Salva Kiir, har erklæret undtagelsestilstand for to af landets 10 provinser, samtidig med at forhandlere på begge sider af konflikten forbereder fredsforhandlinger i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
- Præsident Kiir har erklæret undtagelsestilstand for provinserne Unity og Jonglei, skriver regeringen på Twitter.
De to provinser har været centrum for kampe mellem regeringstropper og oprørere de seneste uger, og flere end 1000 mennesker har mistet livet.
FN frygter, at det reelle dødstal kan være på flere tusinder.
Onsdag aften hørtes skud tæt ved præsidentpaladset. Ifølge præsidentens talsmand blev skuddene sandsynligvis affyret af soldater mod borgere, som havde brudt et udgangsforbud.
Det internationale samfund har lagt massivt pres på regeringen og oprørerne for at nå en fredsaftale, der kan stoppe blodudgydelserne, der siden midten af december har sendt 200.000 mennesker på flugt.
USA har sagt, at man vil nægte økonomisk støtte til enhver gruppe, der overtager styret ved militær magt.
Både regeringen med præsident Salva Kiir i spidsen og oprørerne på den afsatte vicepræsident Riek Machars side har givet udtryk for, at de er enige om at indgå våbenhvile, men endnu er der ikke aftalt konkrete skridt i den retning.
Kiir har beskyldt sin rival Machar for at ville begå et kup, hvilket Machar har afvist.
Kampe brød ud 15. december i hovedstaden Juba, og siden har uroen spredt sig til andre dele af landet.
Kampene står mellem Salva Kiirs dinka-folk og Riek Machars nuer-folk.
Sydsudan er verdens yngste land. Det blev selvstændigt fra Sudan i 2011.
/ritzau/Reuters