Syge børn får ikke nok undervisning

Skrevet af admin

06/10/2014

Mest læste i dag

Syge børn med meget fravær i skolen har krav på ekstra sygeundervisning hjemme, på skolen, eller hvor de er indlagt.

Men det sker bare ikke, lyder det fra patientforeningerne, og konsekvenserne kan være store for børnenes fremtid.

Hver sjette barn i folkeskolen slås med kronisk eller langvarig sygdom. Som udgangspunkt har de samme evner og intelligens som kammeraterne. Men uden støtte til at indhente de perioder, de forsømmer skolen, klarer de sig væsentligt ringere end de raske klassekammerater.

- Der er et stort potentiale i de her børn, som vi ikke udnytter i dag.

- På grund af deres sygdom er de jo endnu mere afhængige af gode skoleresultater, fordi de har svært ved senere at bestride et mere fysisk job, siger projektchef Charlotte Bredahl Jacobsen fra Danske Patienter.

Foreningen har fået fem millioner kroner fra Egmont Fonden til at forbedre vilkårene for kronisk og langvarigt syge børn.

Der er ifølge beregninger fra Undervisningsministeriet tydelig sammenhæng mellem højt fravær og lavt karaktergennemsnit i folkeskolen. Fravær på ti procent eller mere betyder, at eleven typisk forlader folkeskolen med et snit to karakterpoint lavere end elever med lavt fravær.

Formanden for Skolelederne Claus Hjortdal erkender, at folkeskolen har en stor udfordring med kronisk og langvarigt syge børn.

- Økonomi må jo aldrig være en undskyldning, når det gælder syge børn. Men det er det så alligevel, for ressourcerne er begrænsede, og det er utroligt omkostningstungt at lave løsninger, der kun gælder et enkelt barn, siger han.

Det nye projekt under Danske Patienter skal i løbet af de næste fire år forsøge at forbedre vilkårene for de syge børns skolegang. Det sker i samarbejde med en række skoler og kommuner.

/ritzau/