Sygemeldt chefkonsulent: Eritrea-rapport er makværk

Skrevet af admin

09/12/2014

Mest læste i dag

En sygemeldte chefkonsulent fra Udlændingestyrelsen, der har arbejdet på den kontroversielle Eritrea-rapport, kalder overfor TV2 rapporten for noget "makværk".

- Det er en torpedo direkte ind i det arbejde, vi har lavet over 20 år for at opbygge troværdighed og gennemskuelighed, siger Jens Weise Olesen til TV2, der var chef for styrelsens dokumentationskontor.

Overfor Ritzau bekræfter han, at specielt rapportens opbygning er konstrueret, så det er svært at gennemskue andet end sammenfatningen.

- Det er det, fordi man i den grad tager og skiller ting ad og plukker ting ud, i stedet for at gøre som vi altid har gjort, og lave en regulær fact-finding-rapport, hvor man ikke har mødereferaterne som bilag, men som en helhed som rapport, siger han til Ritzau.

- Det er første gang nogensinde, en rapport er blevet bygget op på den måde. Det har jeg været betænkelig ved. Lige så snart det gik op for mig, hvad det gik ud på, så blev jeg meget betænkelig. Men der blev mine synspunkter fejet af bordet, siger han.

Han mener, at rapporten er "fagligt sjusk", der er uigennemskuelig for den enkelte sagsbehandler.

- Det er skandaløst at servere sådan nogle konklusioner på et fad for sagsbehandlere, der skal tage stilling til forskellige menneskers asylmotiver. Ingen skal bilde mig ind, at en eneste af vores sagsbehandlere vil læse bilagene. De tager de første sider, siger han.

Spørgsmål: Så jeg forstår dig ret: Det er fagligt sjusk på en måde, så dem der skal læse dem, læser noget bestemt?

- Det er det, man forsøger.

Han ville hellere have, at rapporten blev skrevet som en flydende tekst i stedet for, at kildernes bidrag blev vedhæftet som bilag.

- Det er mange gange mere gennemskueligt at bygge det op om vores kommissorium, end at man - som nu - har en stak bilag, der er hæftet sammen med en hæfteklemme.

Jens Weise Olesen hævder, at han rejste kritik af den opbygning, men blev afvist.

- Det var ikke til diskussion. Det blev gentaget flere gange, siger han.

Nu er Jens Weise Olesen sygemeldt, og han har modtaget en advarsel. Den advarsel behandles ifølge ham selv af hans fagforening, men chefkonsulenten føler sig uretfærdigt behandlet.

- Jeg har fået en advarsel. Samtidig har jeg gentagne gange påpeget de alvorlige svagheder ved at lave en rapport på den måde. Jeg er altid blevet afvist og fået at vide, at jeg skulle blande mig udenom, siger han.

- Det står jeg fast på. Så meget at jeg ikke mener, at jeg kan arbejde i et dokumentationskontor, der laver rapporter på den måde.

/ritzau/