Sygeplejerske var ebola-smittet under flyrejse i USA

Skrevet af admin

15/10/2014

Dagens topnyheder

Den anden amerikanske sygeplejerske, der er blevet smittet med ebola på et hospital i Texas, var ude at flyve, dagen inden hun henvendte sig til myndighederne med symptomer på smitte, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sygeplejersken, hvis navn er Amber Vinson, rejste på en indenrigsrute fra Cleveland til Dallas i Texas 13. oktober. Dagen efter blev hun isoleret med tegn på ebola.

Personalet på flyet fra selskabet Frontier Airlines siger, at den smittede sygeplejerske ikke viste tegn på sygdom under rejsen.

Ikke desto mindre beder de nu alle 132 passagerer om at rette henvendelse til de amerikanske sundhedsmyndigheder via en hotline.

De ønsker at tale med passagererne for at finde ud af, om der er grund til yderligere bekymring.

Amber Vinson, der arbejder på Texas Health Presbyterian Hospital i Dallas, er efter alt at dømme blevet smittet i forbindelse med, at hun behandlede den liberiske mand Thomas Eric Duncan, der som den første patient blev diagnosticeret med ebola i USA.

For nogle dage siden blev den 26-årige sygeplejerske Nina Pham, der også havde behandlet Duncan, den første person til at være blevet smittet med sygdommen i USA.

Thomas Eric Duncan blev smittet i sit hjemland, men rejste til USA, inden sygdommen brød ud. I slutningen af september blev ebola-diagnosen stillet. Han døde af sygdommen onsdag i sidste uge.

De sygeplejersker, der passede ham, arbejdede i flere dage uden den rigtige beskyttelse og fik konstant besked på at ændre sikkerhedsrutinerne, lød kritikken tidligere onsdag fra den største fagforening for sygeplejersker i USA.

Mindst 76 ansatte er potentielt set i fare for at være blevet smittet af Duncan. De bliver alle overvåget dagligt for tegn på sygdommen.

Ebola-virus smitter kun, når en person er blevet syg.

/ritzau/Reuters