Syriens oprørere ønsker avancerede våben

Skrevet af admin

25/03/2014

Dagens topnyheder

I en tale til det arabiske topmøde i Kuwait opfordrer lederen af Syriens Den Nationale Koalition, Ahmed Jarba, det internationale samfund til at give oprørsbevægelsen avancerede våben til brug i kampen mod præsident Bashar al Assads regime.

- Jeg beder ikke om en krigserklæring, men om Jeres støtte til vor sag og til at finde en løsning i overensstemmelse med vores befolknings interesser, siger Jarba.

Han opfordrer også arabiske lande til at overdrage Syriens sæde i Den Arabiske Liga til oppositionen.

Desuden anmoder han om pladser til oppositionen på Syriens ambassader verden over og til at intensivere "alle former for humanitær støtte" - både til befolkningen i Syrien og til flygtningene uden for.

Opfordringerne kommer, samtidig med at Saudi-Arabiens kronprins i en sjælden erklæring siger, at det internationale samfund har "forrådt" de syriske oprørere ved ikke at give dem våben.

Kronprins Salman bin Abdulaziz, der også fremsatte sin erklæring ved det arabiske topmøde i Kuwait, siger, at "den legitime modstandsbevægelse er forrådt af det internationale samfund og nu er et let bytte for tyranniske styrker."

Saudi-Arabien er en af de vigtigste støtter til oprørsbevægelsen i Syrien, som nu i tre år har udkæmpet en borgerkrig mod regimet.

- Syrien er blevet en slagmark, der ligger åben for drab og ødelæggelser udført af et nådesløst regime med deltagelse af udlændinge og væbnede terrorister, som kommer alle mulige steder fra, siger kronprinsen.

Han støtter kravene om, at oprørerne i Den Nationale Koalition anerkendes og får formel status.

Det to dage lange topmøde slutter onsdag.

I øvrigt dominerer syrere sammen med russere den voksende liste over asylansøgere, som i 2013 ønskede at blive lukket ind i et af EU's 28 medlemslande, viste nye tal fra EU's statistiske kontor i denne uge.

/ritzau/Reuters