Syriske styrker angriber IS i Palmyra fra flere fronter

Skrevet af admin

26/03/2016

Dagens topnyheder

Syriske regeringsstyrker rykker frem mod oldtidsbyen Palmyra fra flere fronter med massiv støtte fra krigsfly og artilleri, forlyder det fra overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Oprøre fra Islamisk Stat blev fredag tvunget på tilbagetog fra det gamle strategisk vigtige citadel vest for Palmyra.

Rami Abdulrahman, der leder overvågningsgruppen, siger, at syriske soldater og allierede militskrigere har indtaget en tredjedel af byen - blandt andet dele af de berømte romerske ruiner.

Statslige syriske medier siger, at hæren har erobret flere bydele inde i Palmyra, og det statslige tv viser optagelser af kraftig røg og voldsomme eksplosioner.

Regimets soldater kæmper mod IS-krigere både i vest, nord og sydlige Palmyra, tilføjer han.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i London, indhenter dagligt oplysninger fra netværk mange forskellige steder i landet. Observatoriet har stor troværdighed hos internationale medier og er en af de mest citerede kilder over tabstal i krigen.

Præsident Bashar al-Assads hær og allierede militser gik ind i Palmyra torsdag, og har siden kæmpet for at vinde kontrol over hele oldtidsbyen.

Den, der kontrollerer oasebyen Palmyra, kontrollerer også den omkringliggende ørken - et område på over 30.000 kvadratkilometer, som strækker sig hele vejen over til Iraks grænse.

Det sendte chokbølger gennem det internationale samfund, da Islamisk Stat sidste år erobrede kontrol over den historiske by og begyndte at ødelægge uerstattelige kulturværdier.

Den militante gruppe har blandt andet sprængt tre gravtårne, som er næsten 2000 år gamle, i luften, oplyser syriske myndigheder.

Men tv-optagelser fra udkanten af Palmyra fra det seneste døgn viser, at flere af byens strukturer og berømte søjlegange fortsat står, men det er umulig at vurdere omfanget af de skader, som Islamisk Stats folk har forvoldt.

FN har betegnet ødelæggelserne af blandt andet templer i Palmyra som en krigsforbrydelse.

/ritzau/