Syriza: Vi fortsætter samarbejdet med kreditorerne

Skrevet af admin

20/09/2015

Dagens topnyheder

Det venstreorienterede parti Syriza har vundet det græske parlamentsvalg, og det er et noget andet budskab, partiet har nu, end efter valgsejren i januar.

Dengang gik partiet til valg på at få genforhandlet de internationale kreditorers aftaler med Grækenland. Nu lyder der andre toner.

En talskvinde for Syriza siger til Reuters, at partiet agter at implementere de aftaler, som Grækenland har indgået med de internationale kreditorer, som er EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB).

- Dette bliver en regering, som sidder i fire år med et solidt flertal, og som vil implementere programmerne som lovet, siger talskvinden, der hedder Olga Gerovassili.

Men det bliver ingen skovtur.

- Vi vil fortsætte de hårde forhandlinger med långiverne. Dette er begyndelsen på kampen, siger hun med henvisning til forestående drøftelser om, hvordan programmerne så skal implementeres.

Alexis Tsipras, den afgående premierminister og leder af Syriza, advarer på valgaftenen også sine landsmænd om, at det bliver en hård omgang.

- Der ligger en vej med hårdt arbejde og kamp forude, siger han på twitter. På det tidspunkt står det klart, at hans parti bliver det største i parlamentet med omkring 35 procent af stemmerne.

En prognose midt på valgaftenen siger, at Syriza får 149 pladser i parlamentet med 300 pladser.

Så han skal finde en koalitionspartner, og ifølge det franske nyhedsbureau AFP kan det gå hen og blive nationalisterne i partiet Uafhængige Grækere.

Det parti ser ud til at få 13 mandater, og det var netop de to partier, der også dannede regering efter valget i januar.

Søndag aften siger ledere fra det nationalistiske parti, at de er klar til en ny alliance med Syriza.

/ritzau/Reuters