Syv børn fra den samme jødiske familie er lørdag døde i deres hjem i New York, efter en defekt varmeplade udløste en voldsom brand.
Der var tale om en såkaldt elektrisk varmeplade, som formentlig var tændt for at holde maden varm, eftersom det blandt ortodokse jøder er forbudt at koge mad under sabbatten.
Det fortæller New Yorks brandinspektør, Daniel Nigro.
- Det er den største brandtragedie, som byen har oplevet i de seneste syv år, siger han.
- Det er en tragedie for denne familie, og det er tragedie for lokalsamfundet, det er en tragedie for byen, konstaterede han.
Brandfolk hastede til den brændende bygning i bydelen Brooklyn kort efter midnat - altså lørdag morgen dansk tid - men syv af børnene i alderen fra fem til 15 år stod ikke til at redde.
En 45-årig kvinde, der formodes at være børnenes mor, og en pige på 14 år havde held med at slippe ud af et vindue. De er blevet indlagt på hospitalet, og deres tilstand betegnes som kritisk.
- Jeg hørte en kvinde skrige: "Mine børn er derinde, få dem ud, få dem ud", fortæller en nabokvinde til avisen New York Post.
Hun så, hvordan børnene blev bragt ud på bårer, og hun "vidste, at det var rigtig dårligt nyt. Jeg vendte mig væk. Jeg ønskede slet ikke at se på det".
Moderen og de otte børn befandt sig i ovenpå i fem soveværelser, da ilden brød ud i køkkenet en etage under. Faderen var bortrejst til et møde.
Ifølge brandvæsnet tyder det ikke på, at familien havde en røgalarm, der fungerede.
Flere end 100 brandmænd deltog i slukningsarbejdet, og ilden blev bragt under kontrol efter en times kamp mod flammerne.
/ritzau/AFP