Tænk: Langt igen før lån bliver til at fatte for menigmand

Skrevet af admin

15/02/2016

Mest læste i dag

Realkreditinstitutterne og Forbrugerrådet Tænk har sammen lavet et udkast til en ny guide, der skal gøre det markant lettere at gennemskue boliglån.

Det skal gøre op med sort snak, overinformation og kancellisprog. Men arbejdet er langt fra færdigt, mener Tænk.

De nye principper for information om boliglån vil blandt andet betyde, at alle får en guide til indholdet, omkostningerne og vigtige informationer. Det skal gøre det lettere at gennemskue lånepapirerne og sammenligne tilbud.

- Nu har vi nogle overordnede principper på plads, og det er et godt skridt på vejen. Men der er stadig langt igen, og vi er slet ikke i mål.

- Vi synes, vi skal videre, for det er stadig meget svært at forstå de dokumenter, man får, når man skal vælge boliglån, siger seniorøkonom hos Tænk Morten Bruun Pedersen, der har været med i arbejdet.

Behovet for mere simpel dokumenter er stort, siger Morten Bruun Pedersen, specielt set med forbrugerne øjne.

- Bare mængden af information og papirer er enorm. Og opbygningen er forvirrende, så det er svært at vide, hvad der er vigtigt i den store bunke papirer. Så er der sproget, som slet ikke er til at forstå for almindelige mennesker.

- Det er meget risikabelt, at folk ikke forstår, hvad de skriver under på. Det er mange penge, vi snakker om, og det har store konsekvenser for folks privatøkonomi, siger seniorøkonomen.

Tænk ser gerne, at det bliver endnu mere gennemsigtigt, hvad det eksempelvis vil koste at indfri lån, at sammenligne lån og så grundlæggende endnu lettere at forstå, hvad der står i dokumenterne.

Det kan dog have lidt længere udsigter.

- Det er jo skrevet af jurister til jurister. Og de slår tit knuder på sig selv, hvis de skal skrive noget på almindeligt dansk. For så mener de ikke, at man er dækket af i alle ender og kanter.

- Men det er jo ikke vigtigere, end at folk skal kunne forstå, hvad de skriver under på, siger Morten Bruun Pedersen.

/ritzau/