Talibanfange vender tilbage til den amerikanske hær

Skrevet af admin

15/07/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, der i fem år har siddet fanget hos Taliban i Afghanistan, er snart tilbage i arbejdet for den amerikanske hær, siger USA's forsvarsministerium mandag.

Bergdahl, der siden sin løsladelse i maj har gennemgået et forløb med terapi og rådgivning, skal arbejde på en militærbase i San Antonio i delstaten Texas.

- Han vil snart vende tilbage til regulær tjeneste inden for et område, hvor han kan bidrage til missionen, lyder det i en udtalelse fra forsvarsministeriet.

Det ventes, at Bergdahl inden for en dag eller to vil genoptage arbejdet på basen Fort Sam Houston, der arbejder med national sikkerhed.

Bergdahls tilbagevenden til arbejdet kommer efter anklager om, at han selv var skyld i tilfangetagelsen, at han var desertør, og at kampen for at finde ham har kostet andre soldater livet.

Præsident Barack Obama er desuden blevet klandret for at forhandle med terrorister, efter at han løslod fem højtstående Taliban-fanger til gengæld for Bergdahl.

Oberst Steve Warren fra det amerikanske forsvarsministerium siger, at Bergdahl skal lave kontorarbejde på den texanske base.

- Han skal hovedsageligt arbejde ved at skrivebord. Sergent Bergdahl er på ingen måde bundet af restriktioner. Han er en normal soldat nu, slår Warren fast.

Det amerikanske forsvarsministerium siger, at man fortsat forsøger at finde ud af omstændighederne omkring Bergdahls forsvinden i Afghanistan og efterfølgende tilfangetagelse af Taliban 30. juni 2009.

Tusindvis af amerikanere har i en underskriftsindsamling til Det Hvide Hus krævet, at soldaten bliver retsforfulgt.

/ritzau/Reuters