Taylor Swift blander sig i vild retssag

Skrevet af admin

429 uger siden

|

22/02/2016

Dagens topnyheder

En økonomisk håndsrækning på næsten 1,7 millioner kroner er på vej til sangerinden og rapperen Kesha, der kæmper en bitter juridisk kamp mod sin producer Dr. Luke.

Det er Keshas kollega, Taylor Swift, som har haft det helt store checkhæfte fremme.

Sagen skyldes, at Kesha ønsker at indspille musik ved siden af Dr. Lukes pladeselskab Kemosabe Records, der hører under Sony Music. Men i fredags tabte hun det første slag, da en domstol ikke ville lade hende bryde sin kontrakt.

Til gengæld kan hun glæde sig over stærk opbakning fra kunstnere som Lady Gaga, Lorde og Taylor Swift, der altså har valgt at hjælpe kollegaen med økonomisk ammunition nu.

- For at vise sin støtte har Taylor Swift doneret 250.000 dollar (næsten 1,7 millioner kroner, red.) til Kesha for at hjælpe med hendes finansielle udfordringer i denne svære tid, skriver en talsperson for Taylor Swift i en udtalelse ifølge Rolling Stone.

Retten i New York dømte til fordel for Dr. Luke og Sony med den begrundelse, at kontrakten var rimelig, og at pladeselskabet ikke havde forhindret Kesha i at indspille musik, som hendes advokat antydede.

- Du beder retten om at decimere en kontrakt, som der var tunge forhandlinger om, og som er typisk for industrien. Der er ikke noget, der tyder på uoprettelig skade. Hun har haft mulighed for at indspille, konkluderede dommeren blandt andet.

Dermed er Kesha ifølge New York Daily News forpligtet til at indspille yderligere seks albums for Kemosabe Records, som hun forsøgte at undslippe.

I 2014 sagsøgte Kesha Dr. Luke for at have bedøvet, voldtaget og misbrugt hende, da hun var 18 år, men produceren har afvist alle anklager og kaldt det et forsøg på at annullere kontrakten. Retten valgte i fredags ikke at tage stilling til anklagerne, før der var flere beviser i sagen.

/ritzau/FOKUS