TDC-aktien er dagens bundskraber trods opkøb i Norge

Skrevet af admin

15/09/2014

Mest læste i dag

Der er gået ned ad bakke for TDC på aktiemarkedet mandag efter opkøb af det norske kabel-tv-selskab Get AS for 12,5 milliarder kroner. Dermed blev TDC klart dagens bundskraber, da aktien er faldet med 10,5 procent til 41,50 kroner.

I C20-indekset bider en analytiker særligt mærke i TDC-aktien, der efter annonceringen af opkøbsplanerne lagde sig nederst i indekset.

- Det har været en rigtig god dividende-case, som mange aktionærer har søgt ind i, netop fordi man får en god dividende. Det gør man også fremadrettet, men ikke nær så god på grund af opkøbet, siger senior aktieanalytiker ved Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

Get AS servicerer omkring 500.000 husstande og virksomheder i Norge. Sidste år havde selskabet ifølge det norske Post- og Teletilsyn den største vækst indenfor tv og bredbånd blandt alle udbyderne på det norske marked.

Med købet af Get AS vokser TDC's forretning indenfor kabel-tv til 1,7 millioner husstande fra de nuværende 1,2 millioner husstande.

Men prisen for det norske selskab anses som værende i den dyre ende.

- Den anden del er, at hele prissætningen bliver tolket som værende i den dyre ende, mens det strategisk kan ses som et positivt match for TDC, siger Martin Munk.

Medarbejderne hos TDC behøver ikke at frygte en stor fyringsrunde, efter at den danske telekoncern har købt det norske selskab, der er store indenfor kabel-tv i Norge.

TDC venter godt nok besparelser på omkring 167 millioner kroner om året som følge af opkøbet, men pengene bliver ikke hentet ved at afskedige medarbejdere i større stil.

Købet skal godkendes af de norske konkurrencemyndigheder, hvilket forventes at ske i fjerde kvartal i år.

/ritzau/