TDC køber norsk selskab for 12,5 milliarder kroner

Skrevet af admin

15/09/2014

Dagens topnyheder

TDC køber det norske kabel-tv selskab Get AS for 12,5 milliarder kroner. Get AS servicerer omkring 500.000 husstande og virksomheder i Norge.

Det oplyser TDC i en meddelelse til fondsbørsen mandag morgen.

- Købet af Get er TDC Groups største og vigtigste investering i mange år. Vi har ventet på denne mulighed, og vi ser købet som en naturlig og rettidig udbygning af TDC Group til en førende skandinavisk udbyder af kabel-tv, underholdning og højhastighedsbredbånd på kabelnet, siger TDC's koncernchef, Carsten Dilling, i en pressemeddelelse.

- Det er samtidig et strategisk skridt ind på privatmarkedet i Norge på et område, som vi har et indgående kendskab til gennem mange års succesfuld udvikling og drift af YouSee på det danske marked, siger Carsten Dilling.

Get AS havde ifølge det norske Post- og teletilsyn sidste år den største vækst inden for tv og bredbånd blandt alle udbyderne på det norske marked.

Med købet af Get AS vokser TDC's forretning inden for kabel-tv til 1,7 millioner husstande fra de nuværende 1,2 millioner husstande.

Ifølge TDC-topchefen er de to koncerner et "ideelt match", hvor der også er "betydelige synergimuligheder". Besparelserne vil årligt beløbe sig til omkring 167 millioner kroner, som vil være fuldt ud realiseret i 2017.

- TDC Group og Get passer simpelthen godt sammen. Get og YouSee kan forretningsmæssigt få gavn af at udnytte best practice og samarbejde inden for produktudvikling, innovation og indhold, siger Carsten Dilling.

- På netværkssiden kan vi høste synergier ved at kombinere vores netværk i en komplet norsk infrastruktur baseret på fiber og coaxnet. På erhvervsområdet bliver vi over tid i stand til at tilbyde den samme brede produktportefølje som TDC Group i Danmark, siger Carsten Dilling.

Købet skal godkendes af de norske konkurrencemyndigheder, hvilket forventes at ske i fjerde kvartal i år.

/ritzau/