TDC måtte sige farvel til 75.000 kunder i andet kvartal

Skrevet af admin

07/08/2014

Mest læste i dag

Tusindvis af kunder forlod telegiganten TDC i foråret og sommerens løb. I andet kvartal sagde 39.000 mobilkunder farvel og tak til TDC, og samtidig valgte 36.000 fastnetkunder også at lægge røret på for sidste gang som TDC-kunder.

Dermed fortsætter kundeflugten fra telegiganten, der er hårdt presset af konkurrencen på det danske marked til topchefens ærgrelse.

- På mobilområdet ser vi fortsat en langt fra tilfredsstillende udvikling i nettoafgangen af privatkunder, siger koncernchef Carsten Dilling i TDC's regnskab for andet kvartal 2014.

I første halvår har i alt 139.000 kunder med fastnettelefon dermed opsagt deres abonnement hos TDC. Set over det seneste år har TDC samtidig mistet i alt 134.000 mobilkunder.

TDC oplyser desuden i regnskabet, at selskabet venter at tabe mere end 100.000 erhvervskunder i det offentlige som følge af tab af to ud af tre store budrunder i andet kvartal.

Recepten fra topchefen lyder, at nye initiativer skal gøre TDC attraktiv for kunderne igen. Carsten Dilling fremhæver TDC's lancering af Telmore Play, som 20.000 kunder har tilmeldt sig siden lanceringen i juni.

Ifølge TDC's regnskab for første halvår 2014 faldt resultatet før skat, renter og afskrivninger med 3,2 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år og lød 4,8 milliarder kroner.

- Andet kvartal viser et fortsat pres på udviklingen i omsætning og bruttoavance på niveau med helårsresultatet for 2013. Alligevel lykkedes det TDC Group at levere et stærkt cash flow, der er forbedret med 40,1 procent i forhold til 2. kvartal 2013, siger Carsten Dilling i regnskabet.

- Kvartalets udvikling drives primært af forbedringer i arbejdskapitalen og besparelser på driftsomkostninger på 5,8 procent, tilføjer han.

Onsdag offentliggjorde TDC den hidtil mest omfattende udbudsrunde. Den amerikanske servicegigant Sitel overtager en del af TDC's kundeservice, og 800 TDC-ansatte får ny arbejdsgiver. I løbet af et år flyttes stillinger fra København og Aarhus til Sønderborg og London.

/ritzau/