Dansk badmintons gode internationale resultater skulle gerne fortsætte i de kommende år, efter at Team Danmark fredag har vedtaget at pumpe 7,9 millioner kroner i badmintoneliten frem til midten af 2015.
Det er 300.000 kroner mere end i den seneste støtteperiode, og pengene skal især hjælpe Badminton Danmark i talentarbejdet og give mulighed for at implementere ny teknologi omkring videoanalyse.
- Vi er en lille nation, og derfor skal vi være verdensmestre i talentudvikling, siger Team Danmarks direktør Michael Andersen i en pressemeddelelse.
- Talentarbejdet herhjemme er rigtigt godt, der bliver gjort et fantastisk arbejde for at løfte talenterne i klubberne. I den kommende støtteperiode, skal Badminton Danmark blandt andet arbejde med, at endnu flere klarer den svære overgang fra ungdoms- til seniorlandshold.
- Samtidig skal der igangsættes en toårig elitetræneruddannelse og ansættes en elitekoordinator, som skal styrke arbejdet med eliten og talenterne, siger Michael Andersen.
De bedste badmintonspillere kommer i fokus i den kommende uge, hvor der er VM på hjemmebane i Ballerup.
/ritzau/