Team Esbjerg-stjerne slipper for karantæne i DM-finale

Skrevet af admin

24/04/2016

Dagens topnyheder

Estavana Polman kan være med, når håndboldklubben Team Esbjerg møder enten Viborg HK eller FCM Håndbold i den første af to DM-finalekampe.

Den hollandske stjernespiller fik et direkte rødt kort, da Team Esbjerg lørdag besejrede Team Tvis Holstebro 31-19 og gik videre til finalen.

Dommer Jesper Madsen, der sammen med Mads Dahl Hermann ledede opgøret, fortæller, at dommerne ikke vil indberette hændelsen, hvilket ellers kunne have udløst en karantænedag.

- Der er tale om et hårdt skub og en slags hævnakt. Der var ikke tale om et slag. Havde der været det, skulle hun have været indberettet. Det slipper hun for.

- Det betyder, at hun allerede nu har afsonet sin straf. Hun kan altså spille finalerne for Team Esbjerg, siger Jesper Madsen til JydskeVestkystens hjemmeside.

Estavana Polman havde erobret bolden sekunder før pausen, da hun blev holdt af Team Tvis-spilleren Camilla Herrem.

I første omgang forlød det, at episoden ville blive indberettet, fordi dommerne mente, at Polman havde slået ud efter sin modstander.

Hollænderen er glad for, at hun undgår karantæne.

- Ja, det er fantastisk. Jeg følte ikke selv, at der var rødt kort i situationen, og det følte Herrem heller ikke. Men det er herligt, at jeg er med i finalen. Alt andet havde også været virkelig nedtur, siger Estavana Polman.

Senere søndag bliver det afgjort, om Team Esbjerg for anden sæson i træk skal møde FCM Håndbold i finalen, eller om modstanderen bliver Viborg HK.

FCM Håndbolds regerende mestre har det klart bedste udgangspunkt, eftersom holdet vandt 26-23 på udebane i den første kamp.

/ritzau/