Tech-kender: Ny berøringsflade gør iPhone 6s innovativ

Skrevet af admin

10/09/2015

Dagens topnyheder

Det kan godt betale sig at opgradere til den nye iPhone 6s eller 6s Plus, hvis man har lidt ekstra liggende på kistebunden, mener David Guldager, journalist ved TV2 Beep, efter at de nye modeller blev præsenteret onsdag aften i San Francisco.

Særligt to ting er eftertragtet, mener han efter at have set præsentationen, hvor Tim Cook gik på scenen for at lancere en række nye produkter fra Apple.

- Det ene er kameraet, som går fra otte til 12 megapixels. Ifølge de billeder Apple fremviste, så ser det virkelig skarpt og godt ud, hvad angår billedkvalitet.

- 3D touch er en af de meste interessante nyheder, som Apple er kommet ud med i nyere tid. Det har rigtig mange elementer af noget forfriskende nyt over sig. Det virker måske lidt klodset i første omgang, men det handler nok om tilvænning, siger David Guldager.

3D touch, som Apple kalder funktionen, går ud på, at du med forskellige tryk kan kalde forskellige menuer frem på skærmen. Trykker du let, sker der en ting, mens et hårdere tryk vil resultere i en anden funktion.

De to nye modeller blev præsenteret sammen med en ny iPad Pro, opgradering af Apple Watch og en anden ting, som var længe ventet, nemlig opgraderingen af Apple tv.

Med opgraderingen hører en ny appstore, hvilket betyder, at apps som Netflix, HBO og lignende er tilgængelige. Desuden kan tredjeparts udviklere kode nye apps til Apple tv.

- Apple tv var toppen og mit personlige højdepunkt, mens iPad Pro var bunden.

- Danske forbrugere får også adgang til Apple tv's funktioner. Det er en flot brugerflade, det virker fornuftigt, og de har lavet det til en fornuftig pris på 1000 kroner. Der kan alle være med.

- Det er det skridt, man har ventet på i lang tid i forhold til smart tv. Det er faktisk et af de smarteste smart tv, der er på markedet. Det siger måske ikke meget, for de fleste er ret dumme. Men det er utvivlsomt det smarteste, der er og nok vil være i lang tid, siger David Guldager.

Apple tv er en boks, som er blevet opgraderet med spil og bedre brugerflade. Desuden er det blevet muligt at kalde sportsresultater frem på skærmen, mens du ser din yndlingsserie.

Derudover kan du tale til dit fjernsyn ved at holde en knap nede på fjernbetjeningen.

/ritzau/