Teenager scorer to mål i United-debut

Skrevet af admin

07/05/2014

Mest læste i dag

Teenageren James Wilson fik en drømmedebut for Manchester United med to scoringer, da de snart detroniserede engelske mestre spillede sæsonens sidste hjemmekamp.

Sejren på 3-1 over Hull ændrer dog ikke ved, at Manchester United fortsat kun er nummer syv i Premier League og slutter en skidt sæson af mod Southampton i weekenden.

Den midlertidige manager Ryan Giggs havde overrasket ved at sætte de to debutanter James Wilson og Tom Lawrence på banen fra start. Wilson kvitterede første gang efter en halv time, da han bragte hjemmeholdet foran 1-0 på Old Trafford.

På et frispark sendte Januzaj bolden ind foran mål, hvor først Fellaini headede bagud og James Wilson kom foran to forsvarere og sendte bolden i nettet til sin debutantscoring.

James Wilsons anden scoring kom efter en time. Manchester United erobrede bolden midt på egen banehalvdel. Januzaj satte i fart over en halv banelængde, fandt Fellaini, hvis forsøg blev pareret af Hull-målmand Eldin Jakupovic. Kun for at Wilson kunne følge op og score igen.

Wilson kom til Manchester United allerede som otteårig, og han har i denne sæson scoret på fire af klubbens hold, U18, U19, U21 og på Premier League-holdet.

Godt og vel 10 minutter før målet til 1-0 havde Manchester United ellers fået en lille forskrækkelse, da Phil Jones måtte forlade banen med noget, som lignede en skulderskade. Jones stødte sammen med Hulls Figuerora og faldt uheldigt.

Han blev kørt på hospitalet til nærmere undersøgelser og risikerer misse sommerens VM-slutrunde i Brasilien, som han ellers var en stærk kandidat til.

Ud af det blå reducerede Hulls Matty Fryatt til 1-2 kun to minutter efter James Wilsons anden scoring.

Scoringen gav Hull lidt pres mod United-målet, men Robin van Persie tog trykket af med sin scoring til 3-1.

For første gang siden Ryan Giggs midlertidigt overtog managersædet fra den fyrede David Moyes, havde Giggs sat sig selv i truppen. Han satte også sig selv på banen 20 minutter før.

Giggs' kontrakt som spiller løber ud efter denne sæson, så måske var det hans sidste kamp i United-trøjen. Den han første gang bar i Premier League i 1991.

Manchester United er fortsat nummer syv i Premier League.

/ritzau/