Tesla-chef opkøber fætres solcelleselskab i milliardhandel

Skrevet af admin

01/08/2016

Mest læste i dag

Solcelleselskabet SolarCity har accepteret et købstilbud på 2,6 milliarder dollar fra bilproducenten Tesla. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters. Beløbet svarer til over 17 milliarder kroner.

Handlen vækker opsigt blandt andet på grund af de tætte bånd mellem ejerkredsen i de to selskaber.

Tesla-stifter og direktør Elon Musk er nemlig selv hovedaktionær og bestyrelsesformand i SolarCity. Solcelleselskabet blev stiftet af blandt andre hans to fætre Lyndon og Pete River.

Ifølge Elon Musk vil elbilsproducenten Tesla opnå "signifikante" besparelser og "dramatiske forbedringer" i effektiviteten af produktionen som resultat af købet af SolarCity.

Den nye samlede forretning skal under samme brand sælge solcellepaneler, elbiler samt batterisystemer, der gør det muligt at opbevare energi fra solcellerne.

- Solenergi og opbevaring (af energi fra solceller, red.) er bedst, når de bliver kombineret, skriver Tesla på sin hjemmeside.

Elon Musk har i sidste måned fremlagt en opdateret hovedplan, der tegner en vision for et karbon-frit foretagende med elbiler, bil-deling og solenergi.

- Det vil begynde med bilen, som du kører i, og energien, som du oplader den med. Og det vil udvide sig til alle andre måder, hvor du skaffer energi i dit hjem eller din forretning, lød det tidligere fra Elon Musk.

I aktiehandlen efter at aftalen blev offentliggjort, faldt SolarCity-aktien med 4,7 procent, mens værdien af Tesla-aktierne faldt med 0,8 procent, skriver AFP.

Handlen har en klausul, der gør det muligt for SolarCity at hente et bedre bud fra andre inden 14. september. Det giver andre potentielle købere 45 dage til at komme med et bud.

Handlen skal godkendes af konkurrencemyndighederne. De to selskaber skriver i en pressemeddelelse, at den godkendelse forventes at falde i løbet af fjerde kvartal i år.

/ritzau/