Texas' guvernør anklages for magtmisbrug

Skrevet af admin

20/08/2014

Mest læste i dag

Drømmene om at blive USA's næste præsident kan være ovre for Texas' republikanske guvernør, Rick Perry, efter han er blevet tiltalt for magtmisbrug.

Tirsdag måtte han lide den forsmædelse at møde op hos politiet for at blive fotograferet og for at få taget fingeraftryk.

Perry er tiltalt for at have blokeret for en økonomisk bevilling til en domstol, der undersøger korruption i Texas' statsapparat.

- De skridt, jeg tog, var lovlige. De var legale og i orden. Denne tiltale er fundamentalt set en politisk handling, der forsøger at opnå, hvad man ikke kunne opnå ved stemmeurnerne, sagde Perry, efter at have opholdt sig et kvarter på en politistation i Austin tæt ved sin guvernørbolig, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hans tilhængere tiljublede hans ord, mens modstanderne ser frem til, at han bliver dømt ved en domstol.

Perry forsøgte i 2012 at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat, men hans kampagne kollapsede under primærvalgene. Ikke mindst da han udbrød "oops", da han i en tv-debat blev spurgt om de tre ministerier, han ville nedlægge, og kun kunne nævne to.

Kommentatorer er enige om, at Perry, der er den længst siddende guvernør i Texas, er i fuld gang med at forberede sig til præsidentvalget i 2016 og denne gang ser ud til at have gjort sit forarbejde bedre.

Han træder tilbage efter guvernørvalget i november.

Nu er han braget ind i en mur. Han nedlagde sidste år veto mod en bevilling på 7,5 millioner dollar til en domstol i Austin, som undersøger korruption og anden form for svindel i administrationen. Ifølge de to tiltalepunkter er det magtmisbrug over for en dømmende myndighed.

Perry havde forsøgt at få fyret dommeren Rosemary Lehmberg, der er demokrat, efter hun var blevet dømt for spritkørsel. Hans modstandere mistænker ham for at ville indsætte en af sine egne folk som dommer ved den særlige domstol.

Den mest alvorlige tiltale kan give op til 99 års fængsel.

/ritzau/