Thomas Bjørn tager topplacering i Australien

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Den 42-årige golfveteran Thomas Bjørn er fortsat i stand til at spille lige op med sportens bedste.

Det beviste han søndag ved at slutte som nummer to i Handa World Cup på Royal Melbourne-banen i Australien.

Turneringen blev vundet af den lokale favorit Jason Day. Han sluttede sammenlagt 10 slag under par efter de fire runder - to slag bedre end Thomas Bjørn. Og Day kunne dermed indkassere førstepræmien på 1,2 millioner amerikanske dollar.

Day brugte 70 slag på søndagens 18 huller, mens danskeren spillede til banens par på 71.

- Jeg er bare glad for, at jeg kunne holde fast. Jeg er meget lykkelig, sagde den 26-årige australier efter runden.

Den unge australier havde fuld kontrol over situationen de første ni huller, og udbyggede sin føring til fire slag. Day lavede blandt andet eagle på sjette hul.

Men på 10. hul kom spændingen tilbage.

Day brugte seks slag på par-fire hullet, og samtidig kom Bjørn ind i en god stime med tre birdies på de efterfølgende huller.

Så da de to slog ud på 16. hul, stod de helt lige.

Desværre for Thomas Bjørns havnede hans første slag ude blandt træerne, og det endte med, at han satte et slag til i forhold til Day.

Australieren gik de tre afsluttende huller i par, mens Bjørn blev noteret for endnu en bogey på 18. hul.

Australiens Adam Scott, der tidligere i år vandt The Masters, kom ind på tredjepladsen.

Thorbjørn Olesen sluttede på en delt 25. plads i turneringen efter en afsluttende runde på 68 - tre slag under par.

Samlet sluttede Danmark i holdkonkurrencen på en delt tredjeplads med Japan i 563 slag.

Også i holdkonkurrencen var det også Australien, der snuppede førstepladsen med 551 slag.

Andenpladsen blev taget af USA, der slog sig samlet gennem de fire runder på 561 slag.

/ritzau/